Rheinhessen vin
Weingut Schittler Becker er en traditionsrig familievingård på toppen af Zornheimer Berg, det højeste punkt i Rheinhessen syd for Mainz. Alle i familien er beskæftiget med vin, således står far og søn for arbejdet i vinmarken, moren står for salg og eksport samt restauranten ved vinhuset og Julia er sammen med hendes bror Dominic vinmagererne der får familiens visioner omkring vin til at komme til live.
En kombination af tradition og innovation
Julia er et ungt talent i Tyskland. Hun har vundet titlen som "Årets unge vinmager" i 2019 og rejst verden rundt, før hun vendte hjem til Zornheimer Berg i Rheinhessen. Her, i det højeste område i regionen, forener hun sin families stolte traditioner med sin egen nysgerrighed og innovation.
Vinen fra dette hus er kendt under to forskellige navne. Nemlig Schittler Becker, som er husets mere basale, men stadigvæk sindsygt lækre vine, og så Julia Schittler linjen, hvor der både er gode hverdagsvine, men også gode enkeltmarksvine.
Bæredygtighed
Julia beskriver sine vine som et produkt af både naturen og hendes kærlighed til de forskellige druesorter. Julia lægger vægt på bæredygtighed i produktionen og arbejder tæt med naturen for at skabe vine, der ikke kun smager godt, men også er gode for miljøet. Hendes tilgang er enkel: hver vin skal afspejle den jord, den kommer fra, og fortælle sin egen historie.
Huset er certificeret Fair&Green som både kigger på ansvarlighed og bæredygtighed i marken, men også i produktionen, og i forhold til de menneskelige ressourcer.
Schittler-Becker fokuserer på bæredygtighed gennem socialt ansvar, ressourcebesparende metoder og økonomisk stabilitet. Vingården anvender organisk kompost og forskellige metoder til at reducere CO2- og vandforbrug, herunder genanvendelse af glasflasker og CO2-neutrale korkpropper. De samarbejder også med andre vinproducenter om deling af fragtcontainere for at optimere logistikken.
Samarbejde med Hands on Wines
Vinindustrien er en meget mandsdomineret branche i Tyskland stadigvæk, og Julia oplever desværre også ude til messer at blive spurgt hvem hun er med, eller hvad hendes kvalifikationer er for at være tilstede. Hos Hands on Wines er vi stolte af, og glade for, at kunne støtte en kvindelig vinmager.
Hands on Wines har dog ikke valgt at samarbejde med vinhuset grundet kønnet på vinmageren, men på grund af deres tilgang til vin og den tårnhøje kvalitet af produktet.